Vi støtter Røde Kors indsats i Ukraine - GRANDELAG

I en tid hvor verdens konflikter rykker tættere på, er det vigtigere end nogensinde, at vi som mennesker og virksomheder står fast på vores værdier. Jeg har derfor valgt, at Grandelag skal være med i Røde Kors’ Erhvervsklub. Som et aktivt tilvalg for at støtte den livsvigtige indsats, der hver dag ydes i og omkring Ukraine.

Ikke bare en konflikt – en kamp for frihed

Krigen i Ukraine er ikke bare en regional konflikt. Det er en kamp for frihed, selvbestemmelse og demokratiske værdier – og den kæmpes i høj grad på vegne af os alle i Europa og den frie verden.

Røde Kors er til stede, hvor nøden er størst. De hjælper med evakueringer, traumebehandling, førstehjælp, nødforsyninger og genopbygning. For mig som virksomhedsejer giver det dyb mening at støtte en organisation, der handler – dér hvor det virkelig gælder. Ikke mindst fordi det sender et klart signal: Vi ser det, vi ved, hvad der sker – og vi vælger at gøre noget.

Stå fast – også når det blæser

Støtten er ikke stor i kroner og ører. Men den er vedholdende. Den er et udtryk for, at Grandelag står fast – også når det blæser. For mig handler det om ansvarlighed – et ord, jeg ofte vender tilbage til i både bestyrelseslokalet og i mit daglige virke. At drive virksomhed med ansvar – økonomisk, strategisk og menneskeligt – handler også om at stå op for det, man tror på.

Derfor støtter jeg Røde Kors’ indsats i Ukraine.
Fordi det er det er vigtigt for mig.