DI KV25 Viborg – Kommunalvalg med fokus på arbejdslyst og ansvar
I år kører Dansk Industri landet tyndt med KV25 Tour-bussen – en del af DI’s indsats op til kommunalvalget 2025.
Under overskriften ”Fremtidens arbejdslyst i hele landet” sætter touren fokus på nogle af de vigtigste temaer i lokalpolitikken:
Beskæftigelse, uddannelse, unge, social ansvarlighed og inklusion.
Fremtidens arbejdslyst i hele landet – KV25 Viborg.
For det er netop i kommunerne, at rammen for fremtidens arbejdslyst bliver skabt.
Det er hér, unge møder deres første praktikplads, virksomheder uddanner nye talenter, og lokale fællesskaber tager ansvar for både vækst og mennesker.
KV25 Viborg – hos Grundfos
Jeg deltog i går i touren som repræsentant for DI’s lokalbestyrelse i Silkeborg Viborg. Hvor vi besøgte Grundfos – en virksomhed, der viser, hvordan arbejdslyst og ansvarlighed kan gå hånd i hånd.
Grundfos har længe arbejdet målrettet med unge i uddannelse, social inklusion og CSR. Det fik vi lov at opleve det helt tæt på.
Jesper Kvistgaard, der sidder i vores lokalbestyrelse og har ansvaret for CSR hos Grundfos, tog sammen med sit team imod hele bussen – fuld af lokalpolitikere og DI-folk.
Vi fik en rundvisning i virksomhedens lærlingeområde. Her møder de unge Grundfos’ kultur, værdier og forventninger – og hvor de lærer at omsætte teori til praksis.
Fra de første forsøg med lodning og relæer til arbejdet med PLC-programmering og automation. Det var en inspirerende oplevelse, der viste, hvordan man kan skabe arbejdslyst i praksis.
Tak til Grundfos, Jesper og hans team og DI for at sætte fokus på, hvad der virkelig betyder noget – når vi taler fremtid, fællesskab og arbejdslyst.
