I bestyrelsen hos DI Silkeborg-Viborg uddeler vi hvert år hos DI – Lærlingepris Silkeborg-Viborg. Forud for uddelingen beder vi vores ca. 600 lokale medlemmer om at indstille deres bedste lærlinge, og der er altid hård konkurrence. Ved årets uddeling deltog også Silkeborgs Borgmester Helle Gade.
Vi lægger vægt på
Udvælgelsen kan eksempelvis være begrundet i at eleven eller lærlingen:
- er flittig, hjælpsom, energisk, opfindsom eller en god kammarat.
- har ydet en særlig faglig indsats.
- har ydet en særlig social indsats.
Gode karakterer er en fordel, men ikke et krav.
Vinder med faglig nysgerrighed og konkurrence mentalitet
Ved uddelingen i år har vi lagt særligt mærke til de meget bemærkelsesværdige resultater og indstillingen fra virksomheden. I dette tilfælde Grundfos A/S i Bjerringbro. Vi har valgt at tildele årets lærlingepris Silkeborg-Viborg til Kasper Bergmann Mortensen, som har udvist en ekstraordinær nysgerrighed på faget og haft lysten til at lære noget nyt. Samtidig yder Kasper en ekstra indsats når det behøves og er en vellidt, loyal, god og hjælpsom kollega. Dertil kommer den faglige nysgerrighed og konkurrence mentalitet, som har bevirket Kasper har taget guldet ved DM i Skills i sit fag. og at Metalindustriens faglige udvalg tror så meget på Kasper, at de har indstillet ham til både WorldSkills og EuroSkills.
Kasper Bergmann Mortensen tog guldet ved DM i Skills for industriteknikere i 2023 – og er på vej til Worldskills i Lyon i 2024 og Euroskills i Herning 2025 og er nu udmærket med DI’s Lærlingepris Silkeborg-Viborg 2024.
Kæmpe stort tillykke med DI – Lærlingepris Silkeborg-Viborg 2024 til Kasper!
Jeg glæder mig altid til uddelingsdagen. Det gør jeg fordi det er så vigtigt at vi sætter pris på dem der har lyst til at dygtiggøre sig og uddanne sig.
Kæmpe stort tillykke til Kasper – det er så velfortjent. Kasper, jeg håber du stopper op indimellem i din rejse og nyder det. For det går rigtig stærkt for dig lige nu!
Der skal også lyde en tak til Grundfos A/S og Jesper Kvistgaard dels for at indstille Kasper, at uddanne ham og støtte ham i processen. I gør en kæmpe indsats for at uddanne faglærte i området! Det er en fornøjelse at opleve.
Nu ser jeg frem til at se hvem der indstiller deres dygtige lærlinge til næste års DI – Lærlingepris Silkeborg-Viborg 2025!